Æg og yngel

I det midtjyske, nogle kilometer uden for Holstebro, ligger Mølbak Dambrug. Dette dambrug er virksomhedens største avlsdambrug, hvor omkring 10 millioner fiskeæg udklækkes hver sæson. Moderfiskene, som er udvalgt blandt Mølbaks bedste fisk, går i 3 år inden de stryges for æg, der befrugtes. 

Æggene flyttes til klækkehuse på Mølbak og Nørre Esp, hvor de udklækkes. Når fiskene er tilstrækkeligt store og kan svømme, flyttes de til kummehuse, hvor de går i et par måneder. Her lærer de at tage foder til sig. Derefter kommer de til yngelafdelingen og videre til sættefiskafdelingen. Produktionen af yngel foregår kontinuert over hele året. Sættefiskene flyttes levende i store tankbiler med ilttilførsel ud til virksomhedens øvrige dambrug i Jylland.